Risiko for introduktion af sygdommen
Før 1998 var udbrud af bluetongue sjældne i Europa og altid begrænset til Sydeuropa.
I 2006 brød bluetongue ud i et område nær grænsen mellem Holland og Belgien og bredte sig de næste to år
til det meste af det nordlige Vesteuropa inklusiv Danmark, Sydnorge og Sydsverige.
I 2011-12 brød mittebåren Schmallenberg virus ud i samme område. I 2008 blev Toggenburg opdaget i geder importeret til Sverige fra Schweiz.
Der er ingen tilfredsstillende forklaring på at 9-10 serotyper af bluetongue/Toggenburg sidst i 1990erne pludselig blev introduceret i Sydeuropa,
eller at serotype 8 og Schmallenberg få år efter nåede helt op til Skandinavien. Formodentlig kan inficerede mitter føres med vinden over Middelhavet,
men hvorfor dette ikke også er sket tidligere kan ikke forklares. Det er muligt at den afrikanske vektor C. imicola først sent i sidste århundrede har
etableret sig i Sydeuropa, og at det er via disse mitter at bluetongue har tilpasset sig obsoletusgruppen. Men det er langt fra en fyldestgørende forklaring.
Det kan ikke udelukkes at dyretætheder, internationale handelsmønstre, import af sæd eller en ukendt faktor har ændret sig radikalt.
En rent statistisk vurdering er derfor, at denne trend med mange introduktioner af forskellige serotyper til Europa sandsynligvis fortsætter
i de kommende år.
Vacciner udgør også en risiko for spredning af bluetongue. Levende vacciner med svækket bluetongue virus har spredt sig med mitter i Italien.
Og i 2008 opdagede man i grænseområdet Holland-Tyskland, at en ikke-patogen serotype 6 spredte sig i nogle få besætninger.
Ligeledes bredte en tilsvarende ikke-patogen serotype 11 sig i Belgien. Begge disse vira var genetisk påfaldende meget lig med de stammer,
der samtidigt anvendtes i en Sydafrikansk levende bluetongue vaccine. De to udbrud tilskrives derfor anvendelse af illegalt importerede vacciner.